Vil du få besked når vi opdaterer? Gør det herfra
Brev fra den 11. april 2000
Fra Malka I/S til Richard Petersen
Richard Petersen
Hovedvagtsgade 6, 4.sal
1103 København K
Præstø, den 11. april 2000
Vedr. Herbalife
Tak for Deres skrivelse af 27. marts d.å.
Det kunne være en interessant diskussion over en flaske rødvin, hvorvidt Herbalife passer på min egen definition af sekteriske metoder, eller for den sags skyld i Langones definition (Cult Observer) af samme.
Men derudover kan jeg ellers ikke se denne diskussions berettigelse.
Jeg ønsker at fastholde udsagnet, som det står i den rettede version på malkadesign.dk og ser mig ikke på nogen måde nødsaget til at skulle begrunde det yderligere under disse former.
Ligeledes kan jeg ikke påvirkes af, at Deres klient tager afstand fra, at folk blev finansielt udnyttet. Jeg ved det, ligesom jeg stærkt formoder, at Deres klient ved det. Heller ikke her ser jeg nogen grund til at sende Dem dokumentation.
Herbalife er blevet fremstillet som helbredende middel. Jeg er overbevist om, at De forholdsvist nemt kan skaffe Dem tilstrækkelig dokumentation for dette.
Kort sagt: Den rettede udgave af ordbogen om Herbalife er underbygget og dokumenteret.
Da jeg er travlt optaget, imødeser jeg en afslutning på den sag snarest.
Jeg kan umiddelbart se tre forskellige måder at afslutte sagen på:
1) De fastholder Deres krav om dokumentation for de ovennævnte punkter. Jeg laver en hel afdeling om Herbalife på www.malkadesign.dk, på hvilken samtlige udsagn, korrespondance, dokumentationer, links m.m. bliver lagt,
2) De vælger at stævne mig og vil modtage den nødvendige dokumentation i forbindelse med mit svarskrift,
3) De sender mig et brev inden fredag den 28. april 2000 om, at den sag afsluttes her. Deres klient og De accepterer, at der er ytringsfrihed i Danmark, og at Deres klient måske kunne ændre enkelte af sine metoder.
Vi tager til Frankrig i forbindelse med Påsken. Vi tager af sted torsdag den 13. april 2000 om formiddagen og er først tilbage efter Påske.
Med venlig hilsen
Cyril Malka
1 kopi af brevet faxes den 11. april 2000
1 kopi af brevet sendes den 11. april 2000