Forsiden

Generelt

Jehovas Vidner

Scientologi

Tilbage til tekster om Andre

Hvem er vi?

Bogen "Sekter ... hvordan? hvorfor, hvad så?"

Links

et-sect-era

Malka.info

Malka.dk

Malka - logo

 

 

Kurser ændrer personligheden

Kontroversiel kursusvirksomhed nedbryder folk med vulgære psykologiske teknikker, siger psykoterapeut

Anne Korsholm (Kristeligt Dagblad)

Pårørende til kursister på de kontroversielle Landmark-kurser er ofte dybt urolige, fordi deres nærmeste ændrer personlighed.

Som beskrevet i de seneste dage i Kristeligt Dagblad har 6000 mennesker deltaget i Landmark-kurser i Danmark, siden den amerikanske organisation kom til landet i 1998. Siden har Landmark stort set undgået offentlighedens kritiske søgelys, fordi kursisterne hverves via mund-til-mund-metoden. Alligevel kender mange eksperter i religiøse sekter til Landmark.

- Landmark benytter vulgære psykologiske fascist-principper. Først bryder organisationen mennesker ned, bagefter bygger de dem op efter Landmarks mønster, siger psykoterapeut Cyril Malka, der har erfaring med ofre for sekter.

De bekymrede pårørende vil ikke have deres navne frem, fordi de fortsat ønsker at bevare dialogen med Landmark-kursisten, men en ung kvinde fortæller, at hendes 32- årige bror ændrede sig væsentligt, da han tog på kursus.

- Han blev meget selvcentreret. Han begyndte på kurserne for at forbedre forholdet til andre, men nu kan jeg slet ikke trænge igennem til ham. Han bruger nye ord og virker hjernevasket, siger hun.

Landmarks talsmand, Theresa Jabbour, har en anden forklaring:

- Mennesker begynder at leve et kraftfuldt og ansvarligt liv. Det er en meget stor følelse, når man holder op med at give andre skylden, og den påvirker mennesker.

En ung mand, som ikke ønsker sit navn frem, fortæller, at hans barndomsven forandrede karakter efter at have deltaget i et kursus.

- Han fortalte helt ukritisk, at han havde fundet livets hemmelighed, og at han havde stået og grædt offentligt, fortæller vennen.

Robert Kronberg fra Dialogcentret, som oplyser om nyreligiøse bevægelser, er hver uge i kontakt med flere urolige pårørende til Landmark-kursister.

- De undrer sig over, at deres nærmeste konstant taler om Landmark, og de bryder sig ikke om deltagernes nye kliche-agtige sprog og opringningerne midt om natten. Samtidig siger de fleste Landmark-kursister, at de føler sig lykkeligere efter et kursus end før, så de pårørende føler sig usikre på, om Landmark er godt eller dårligt, siger Robert Kronberg.

Kurserne opfylder deltagernes religiøse behov, og gør dem afhængige af at tage flere kurser, siger flere kritikere.

Kristeligt Dagblad den 2.marts 2001